En Eftermiddag i Roemarken

 

Det som står klarest for af mig, når jeg tænker tilbage min tidlige barndom, var det faktum at mine forældre altid var i gang med et arbejde.

Et arbejde som ind i mellem kunne være hårdt.

Dette oplevede vi Især når årets sukkerroehøst skulle bjærges, vi små børn var altid med i marken, hvis vores ældre søskende ikke kunne passe os eller rettere holde øje med os, at vi ikke lavede unoder.

Den dag jeg vil fortælle om her, vil for mange måske virke uforståeligt, men alligevel er det, den skinbarlige sandhed.

Efter det, som hændte denne eftermiddag, var vi altid sammen med mor i marken.

En af mine ældre søskende Ellen som var 12 år, skulle omtalte dag ,sørge for at der var tændt op i komfuret, så det varmet op, til mor kom ind fra arbejdet i marken.

Min tvillingesøster Karen, min lillesøster Lise og jeg selv, var placeret i en kravlegård i den lille dagligstue.

Efter at hun havde kommet Ris brænde i komfuret og havde tørvene parat i kurven ved siden.

Så skete der faktisk noget som kunne opfattes som en mindre eksplosion. Hvad årsagen til dette er forsvundet i erindringernes tågeslør >> Om Ellen havde hældt sprit på to gange, fordi hun ikke mente der var nok ild i kvasen er stadig ubesvaret spørgsmål <<

 

Heldigvis stod mor i køkkendøren og vi kunne høre hendes ophidsede stemme og jeg tror at hun resolut hev Oilskinsforklædet af og kvalte ilden.

Det er ikke den eneste gang igennem mit lange liv, at jeg har haft fornemmelsen af at min mor besad det, som kaldes en sjette sans.

 

Denne oktoberdag arbejde hun i Laurits Larsen sukkerroemark lige over for barndomshjemmet.

Det var en rusket dag sådan et typisk dansk efterår, mørket var begyndt at trænge sig på.

 

Mine søskende og jeg lå op ad et dige tæt på Kuldagerhøj vi lå godt pakke ind i tæpper og et oilskin over os. Der lå vi så og holdt hverandre varme medens mor gik derude og passede sit job med at toppe sukkerroerne af.

Mine søskende og jeg var jo faldet i søvn,  jeg vågner ved at regnen trommer på oilskinnet, jeg løftede det lidt og kigge ud i tusmørke og så mor stadig gik og trak roer op.

Denne oplevelse må jo virkelig havde brændt sig fast i min erindring, for jeg har  fået den bekræftet af mor et år før forlod os for en stund i en alder af 89 år.

Hun kunne ikke forstå at jeg kunne erindre så meget fra de tidligste barndomsår.

Jeg kan tilføje at jeg i en alder af to år styrtede ned fra en højde på 2. meter, direkte ned på et betongulv.

Så kan i måske bedre forstå at jeg tror på engle

NB: Sprit brugtes også som tændvæske når vi ind i mellem  brugte hjemmets primusapparatet.