Kapitel 11
Hermed vil jeg forsætte beretningen fra min fynske barndom samt Knud og Pouls eventyrlige oplevelser på Odense å.
Mad på bordet.
Slagte dagen
Hermed vil jeg forsætte beretningen, fra mit barndomshjem. Det vil gøre ved at fortælle om slagtedagen, hvor grisen måtte lade livet.
Mor var var meget tidligt oppe på dagen og havde tændt op under vaskehusets Gruekedel, som far aftenen før havde fyldt med vand fra vandposten. I nogle perioder havde vi ingen vand i brønden.
Så måtte vi ty til vores nabo Kromanden Anton Hansen.
Vi lånte et par mælkejunger og malke vognen som kunne transportere 2 junger ad gangen, så der skulle så køres et par gange, inden Gruekedlen var fyldt op.
Alt i alt var det et meget hårdt arbejde at leve i trediverne og fyrrerne for en arbejderfamilie på landet, men trods alt tror jeg, at vi havde det bedre end arbejderfamilierne inde i Odense.
For vi havde altid mad på bordet og tøj på kroppen!
Til opvarmning af vandet i gruekedlen anvendtes ved fra træstubbe.
Far havde en aftale med en bondemand over i Fangel. Her skulle far rydde et område for træstubbe, mod han fik lov at tage dem med hjem. Det var hårdt arbejde Værktøjet var en spade, en rydehakke et sæt jernkiler og en flækøkse. Hjemtransporten foregik ved at han lånte en vogn og et spand heste.
Nogle dage før slagtedagen havde mor rengjort Saltkarret , gjort det klar til de dele af grisen som skulle ned saltes.
Vi havde endnu ikke fået bygget Fællesfrysehuset ude i Vibæk.
Så enten skulle kødet lægges i saltlage eller sendes til rygning nede hos Maltgøren i Lettebæk.
Mor og far havde lånt et stort Skoldekar, nede hos Anna og Laurits på Pilegården, min storebror Peter og Laurits var kommet med det dagen før slagte dagen.
Vi havde også fået hentet Rugmel hjem, fra Borreby mølle.
Så da slagte dagen oprandt var alt klar da hjemmeslagter Frandsen fra Hjelmerup ankom.
Der blev lagt en stige over skoldekarret. Grisen blev hentet ud af stien, lagt op stigen og fik benene snøret sammen inden slagteren skar halsen over på den. Der var placeret en rustfri spand til opsamling af blodet, rugmelet blev rørt i det opsamlede blod og det var nu klar til videre forarbejdning med henblik på at blive tilberedt som blodpølse eller blodpandekager.
Da det sidste blod var opsamlet. blev grisen vippet ned i det skoldhede vand, og Slagter Frandsen gik i gang med at skrabe hårene af grisen.
Da dette arbejde var overstået, blev grisen hængt op på stigen, og var nu klar til partering.
Som jeg erindrer det, var det kun grisens skrig, som gik tabt da det forsvandt ud i morgendisen.
Hovedet og skanke tæer med videre røg direkte ind i gruekedlen hvor det blev kogt og sene lavet til sylte.
Noget af kødet blev lavet til medister som efter tillavningen blev henkogt i store glas.
Af lungerne blev der lavet en slags medister, jeg husker, at det ikke lige var det som var min hof ret, men den blev serveret grønkålsuppen.
Mor tillavede altid mørbraden til dagens frokost, hvor slagter Frandsen jo selvsagt var æresgæsten.
Senere på dagen blev skinkerne og en flæskeside kørt ned til Maltgøren. Da han meldte at røgvarerne var klar afhentning, cyklede min storebror og far ned og hentede dem, hvorefter de blev hængt op på loftet i hanebåndet ved husets skorsten.
Jeg mindes endnu når mor havde lavet frikadeller af en luns kød fra loftet, da foretrak jeg en tyk skive rugbrød med fedt og salt til de stuvede gulerødder.
——oOo——
Ankomst til Gelskov
Vi går i land ved et smukt gammelt toetages hus – Erikshåb.
Da vi lægger til, kommer tre lyslokkede unger for at tage os nærmere i øjesyn. Den ene er en lille Finnedreng, der imidlertid taler lige så godt dansk, som de 2 andre, der er født o opvokset på stedet.
Vi sjokker afsted mod herregården Gelskov.
Har deres hvide gummisko ikke en vis evne til at gnave hul lige over hælen? – Det har mine. Og nu er det sådan at fluer har en vis evne til at finde sådan et sår ustandseligt. Turen op til herregården standses derfor af utallige bøjninger for at jage fluer væk. Jeg har prøvet at stampe med benene, men det rører ikke en flue – heller ikke at det andet ben springer forbi genere den synderligt.
Gelskov er en smuk bygning hvis fornemhed understreges af et skilt, der forbyder færdsel forbi Hovedbygningen: Vi glemmer vores skolekundskaber, ser på skiltet uden at læse går vi forbi Hovedbygningen. Det skule vi ikke have gjort – vi gik nemlig den forkerte vej til Saling kro.
Først et par kilometer henne opdager vi fejltagelsen og vende om. Markerne udenom Gelskov er velholdt, i hvert fald set med en byboers øjne. I lange lige rækker de mærkeligste ting, en mark er helt lilla, den er tilsået med en plante vi slet ikke kender.
Konsorterne kan vi klare – Rug, Hvede, Byg og Havre, men dermed er det også slut, med vores landbrugskyndige oversigt. Vi kommer forbi Gelskov igen. Ligesom for at gøre vores forbrydelse mindre vender vi hovedet til den anden side, medens vi passerer Hovedbygningen.
I den store Vognhal er vognladene hængt op i lange rækker. De hænger der side om side, således man blot skal køre Chassiset ind og hejse overbygningen til vognen – et system som roklubben burde benytte i bådehuset.
Hvad Vorherre har tænkt på med Fox Terrien, ved jeg ikke, men et typisk
eksemplar af racen fulgt med os en halv kilometer efter Sallinge, gøende uafbrudt af fuld hals. Sallinge Kro er en hyggelig gammel kro, de lavtloftede stuer og den gamle bilæggerovn, får det hele ligesom til at rulle et hundrede år tilbage.
Men kokkepigen hun er ingen antikvitet, med et par små øjekast sætter hun et par >> Gamle << på bordet. Vi bestiller middagsmad, og imens ringer vi Odense op. Vi ringer udelukkende hjem for at høre om de havde ringet og været i bekneb for en eller anden god Ide, men beroliget sætter vi os ind igen – de har ikke ringet.
Henne over skænken står en flaske Cognac. >> Du synes du ikke, vi skulle ringe Fischer op << siger Hvidhjelm. Jeg er med på tanken og vi forlanger på centralen at få forbindelse til Odense endnu engang!
Fischer er desværre ikke hjemme, men vi beder lærlingen hilse fra Knud og Hvidhjelm og sige til Mester at vi skal hen og drikke Cognac. Nu synes de sikkert at det ikke var noget at ringe om derfor skal de få forhistorien
De kende sikkert den om skotten, der skulle til sammenskudsgilde og tog sin broder med – det er en af samme slags, men denne er virkelig. I forsommeren tog Hvidhjelm Fischer og jeg på en tredages tur til Æbelø.
Ved planlægningen blev provianteringen nøje gennemgået og fordelt.
Hvidhjelm skulle købe æg øl og brød o. s. v. Jeg skulle købe smør, pålæg m.m. Fischer vilde købe Konserves, og glædestrålende fortæller han os, at han hjemme har en hel flaske Cognac stående som han ville tage med, hvis jeg ville skaffe sodavand.
Nu er dette med sodavand slet ikke så let en sag, men min kone får da til sidst samlet en halv snes stykker sammen. og med højt humør tager vi afsted. Vores første holdt bliver Vigelsø – Og Hvidhjelm og jeg masser på for a få en enkelt lille Cognac – bare en lille bitte en – tigger vi hos Fischer – herregud, når vi har en helflaske med o. s. v.
Nu ved jeg ikke kære læser, om de kan sætte dem ind i situationen, da Fischer trækker en sodavandsflaske frem af klunsposen, og der i denne flaske er siger og skriver 3 snapseglas Cognac.
Først var Hvidhjelm og jeg lammede så gik vi lidt til siden og forhandlede om hvad vi først skulle gøre
Vi blev enige om at tage sagen fra de humoristiske side, og resten af turen, for den sags skyld resten af ro sæsonen stod i Cognacens Tegn.