Op – A – AA OG GAA

Kapitel 8

STRIKHUSET

Barndommens mobning.

I dette afsnit af barndommens erindringer, vil jeg fortælle videre om min barndom og hvorledes jeg følte mig mobbet på baggrund af at min far som ganske ung, 10 år før jeg blev født, altså så lang tilbage som 1926 havde købt en Strikkemaskine hvor han ved siden af sit alt sit andet arbejde kunne producerer strømper.

Der var en kontrakt om at leverandør af maskine og garn til produktion skulle aftage de færdige strømper, men så kom krigen og satte en stopklods for leverancer af garn. Det eneste som kom punktligt, var de månedlige opkrævninger på afdrag på maskinen.

Dette engagement betød at vise grupper i lokalsamfundet døbte os strikungerne og nogle voksne manglede totalt begrebet pli og omtalte os nedladende på grund af fars disponering.

En disponering han foretog alene for at styrke familiens svage økonomi.

Mobningen var ikke det værste. Det værste var at forholdet mellem min far og mor fik en drejning som fulgte os i familien resten af livet.

Det skal dog til sidst tilføjes, mor og far nåede at holde Guldbryllup!

Og begge er afgået ved døden mæt af dage.

 

Men vi skal videre i beretningen om de to ungersvende, her hvor de er ved at afsked med Nr. Broby

Inden vi tager afsked med Nr. Broby, provianterer vi hos Bageren men kun sigtebrød og kage til aftenkaffen, ingen rugbrød for vi nære planer om varm mad i Brobyværk, men vi siger ingen ting til Barberen. Grønne marker, røde køer og gylden sommersol på Nr. Broby’s hvide Kirke – og alligevel har jeg hørt folk sige, at det er kedeligt på landet.

De lange bukser bliver lagt omhyggeligt sammen, ikke for pressefoldernes skyld, de er for længst forsvundet.

Så går turen videre, ikke sejlende, men soppende. Jeg har hidtil ikke ænset denne fremgangsmåde, men da Barberen jager en arm ind i et hul i brinken lige under vandoverfladen, og trækker en vældig krebs ud, ja da kribler og krabler det i mine tæer og i tankerne velsigner jeg hvidhjelms Laksko.

Henne ved broen vinker Nr. Broby’s ungdom farvel, og et par ængstelige Svaneforældre basker omkring os. På den anden side af broen kan vi ro igen et temmeligt langt stykke. Sorte Tordenskyer trækker op over bag Vøjstrup, og vi forsøger at ro fra det kommende uvejr. Vi kommer virkeligt hurtigt fremad, men opgiver snart at slippe for bygen, de første store stænk   begynder at dryppe ned omkring os. Landskabet er uden skove og huse, og vi kravler i land på en flad eng fuld af ungkreaturer.

Queen Mary kommer på land, hun skal bruges som tag. Over vores bagage og garderobe. Oppe under et enligt træ står en hesterive. De lange tynde tænder står sølvhvide mod den gråblå Tordenhimmel.

Jeg får en strålende ide. Teltbunden hen over rivetænderne vil byd på læ og tørvejr. Som tænkt, så gjort, jeg styrter op til riven med teltbunden efterfulgt af Hvidhjem med madkassen.

Oppe under træet møder os et mærkeligt syn. Vi har roet godt og energisk, det ved vi, men ikke desto mindre Nr. Broby kun en fjerdingvej borte. Den strækker ligesom hånende sit kirketårn op tordenskyerne.

Åen har slået et par små buer og afleveret os her igen lige uden for byen.

Vi får teltbunden bredt over – den er så stor at vi kan få lidt at sidde. på også. Regnen trommer nu ned over os, og kold blæst finder ind om os alle vegne fra. I løbe af et øjeblik er det hele blevet anderledes, fra solfyldt sommerdag til råkoldt efterår. Hårene på vores ben stritter som på en tandbørste, og atter rider vi en byge af til trøst af madkassen.

Vi sender den varme mad en kærlig tanke, og giver os i kast med sigtebrødet. Vi er udgået for smør og må derfor bide tørt brød til tomaterne og spegepølsen.

Da pålægget er brugt op begynder vi på sandkagen – Da vi har taget den første bid, ser vi på hinanden. Den tilsyneladende lækre æggegule sandkage er lige som støv, den opsuger ganens fugtighed og med kvælnings fornemmelser lukker den hals og svælg.

Da vi har fået den første mundfuld ned, pakker vi resten sammen, den skal nydes til kaffen eller anden fugtighed. – Kvierne ned på engen er stærkt interesseret i Queen Mary. De slikker og snuser til hende, og vi på at de ikke skal komme hende for nær.

Som fanger bag et gitter sidder vi og ser over mod Ølsted . Roemarken, vi sidder på, er efterhånden blevet helt blank og opblødt, og vi fryser rigtig godt.

Bygen bliver heldigvis ikke af lang varighed, og efter 3 kvarters hæfte forlader vi Tremmerne og genoptager Sejladsen.

Et minefelt forude bestående af en svær træbom  spærrer åen, Queen Mary skal løftes over, og det er lettere sagt end gjort, for åen er dyb på dette sted, men også den for hindring klares.

Håbet om den varme mad har ikke forladt os endnu, og da åen bliver ved at være dyb og uudgrundelig, hænger vi i ved årene.

Jeg har glemt at fortælle, at vi fik åen sat sammen i N. Broby, den blev ganske vist lidt kortere, mn det mærkes ikke

Hvis Brobyværk vil byde gæsterne der kommer af søvejen velkommen, så bør den fjerne alle kammerpotterne og gamle spande, der flyder i farvandet. Nord for byen liger en lille ø midt i å løbet, før vi når sluseværket. – Vi gør holdt,

Queen Mary bliver lagt til ro med bunden i vejret, dækkende over den del af bagagen vi lader tilbage.

 

Dagens citat er af Georg Bernhard Shaw.

>> Gør endelig ikke mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig. Deres smag, behøver jo ikke være den samme <<