Kapitel 12
VEJRET. 1943
Allerede i marts tegnede vejret fint, og det endte med at marts blev en rekordmåned med 200 solskinstimer.
Det gode vejr forsatte ind i april og i maj, der lige som marts, blev meget solrig. I maj måned nåede temperaturen op på 28 grader. Juni var lidt køligere.
Sct. Hansaften var meget kølig og regnfuld.
Varmen kom tilbage i juni og juli, hvor der i begge måneder, blev noteret dage med hedebølger.
Det var også ganske flot vejr da Knud og Poul begav sig ud på deres odysse.
Krigen havde efterhånden sat sit præg på hverdagslivet i Danmark og selvfølgelig også på min barndomsby Bellinge.
Der var en udpræget mangel på mange ting og der var indført rationerings mærker, særligt brændsel, kneb det med.
Så det at min Far havde mulighed for at rydde de træstubbe over i Fangel, var med til at skaffe brændsel til køkkenets komfur.
Udover træstubbene, brugte vi også såkaldt Risbrænde til optænding i komfuret, dette risbrænde var frembragt ved en kraftig tilbageskæring af Tjørnehækken, som omkransede vores parcel.
Derudover blev der fyret med tørv som vi afhentede nede på Kommunens Brændselslager.
Jeg erindrer at disse tørv gav en masse løbesod. Så længe det holdt sig inde i skorstenen var det selvfølgelig godt nok et problem, men det, var intet imod det ubehag det gav når det trak ud på ydersiden af skorstenspiben
Her var der kun en metode som kunne klare det problem og det var en ud på marken og hente nogle friske kokasser, som efter påsmøring blev dækket af Aluminiumsfolie.
Manglen på basale dagligvarer var selvfølgelig værst i byerne. På landet begyndte folk at holde høns, og opdrætte slagtekyllinger. nogle familier havde lige som min forældre. Mulighed for at opfede grise til eget forbrug.
Det havde så det til følge at man kunne mistede sit kødkort.
Men jeg ved at mor alligevel kunne handle med den om kørende slagter fra Fangel . Det, han skulle passerer Kroen først gjorde udslaget for så var han som regel i høj og løftet stemning, desuden tror jeg også at de selv opdrættede mange af råvarerne selv.
Man brændte selv sin kaffeerstatning af korn og selv tobakken var man begyndt at dyrke rundt omkring i køkkenhaverne.
Flere og flere af områdets gartnere påbegyndte også en egentlig tobaksavl.
Nettop den proffesionelle tobak dyrkning havde gode vilkår på Fyn, i den lune år 1943. Dette år kom 90% af al dansk produceret tobak netop fra Fyn.
—-oOo—-
Men skal videre med historien om Bogtrykkeren og Reklamemandens eventyr
Med Knud Neer’ ord
Nå tilbage til Sallinge kro og middagsmaden. Vi får en herlig hjemmelavet medisterpølse med grønærter og gulerødder. Da vi forlader kroen, klokken er næsten to. Det er sådan en fynsk højsommerdag, brænde varmt. Hele landskabet dirrer af sommer.
Taget hende på de første Bondegård står og flimrer uroligt af bare varme. Landevejen ligger trukket op med en bred fladpensel – dog nej, ikke en pensel – det hele minder mere om pastel – støvet og varmediset.
Nu har fluerne fundet hælen igen, og det er sidste gang jeg går i land uden strømper.
Vores små venner sider trofast og passer på Queen Mary. Vi smider skjorte og Sweater og masser på igen. Hen på eftermiddagen passerer vi Sandholdt Lyndelse, men da det er en bebyggelse ude kro, eller andre glæder. sejler vi skyndsom forbi.
Ved Hillerslev kommer vi i snak med en gammel Husmand, der sammen med sin lige så gammel kone er ude at gøre hø. Han fortæller os at vi forude skal igennem noget, der hedder Helvede. Åens dybde er noget nær Atlanterhavets og en karl er en gang druknet her, og blev aldrig fundet siden.
Nu ved jeg ikke om det skyldes beskrivelsen vi havde fået, men hele stedet vel godt tre firehundred meter langt, var så mørkt og hyggeligt som tænkes kunde.
Åen var på dette sted ret bred. Det hele var overgroet med kraftig vegetation, er minder om Brasiliens urskove. Jeg har aldrig været i Brasilien, det er kun noget jeg tænker. Store træer hænger udover vandspejlet, så vi flere gange må bøje os ned i bunden af båden. Der er stille som i et gravkapel, og temperaturen er omtrent den samme. Hvidhjelm siger noget, og de giver ekko som i en stor hal. Vi prøver med åren om vi kan nå bunden, men det er de eneste sted i hele åens løb, vi ikke har kunnet nå bund. Luften herinde er tung og klam. Inde ved de mørke bredder danner der sig mystiske og særegne former og figurer. Ikke et levende væsen ser ud til at holde til her, alt er ro og uforstyrrethed. Så snart vi er kommet godt og vel ud af helvede, gør vi holdt og går i land for sat spise til aften. Oppe til bagbord ligger Højrup, og otte – toget, der netop holder ved stationen, blæser en hæs hilsen til os fra Odense.