Kapitel 10
Her er et nyt afsnit af mine barndomserindringer samt Knud og Pouls sommerudflugt op ad Odense Å.
Jeg ønsker jer god læselyst!
MAD PÅ BORDET
Jeg har tidligere omtalt mine afdøde forældres daglig virke for at få mad og klæder på kroppen till dem selv og hele familien.
Foruden det usunde arbejde med sortering af de gamle klude på jobbet hos H. I. Hansen og arbejdet på roemarkerne, besluttede far at han vil forsøge sig med kaninavl. Så han gik i gang med at fremstille kaninbure, og på et tidspunkt, havde vi mange kaniner.
Kaninerne krævede foder og vi børn plukkede blandt andet mælkebøtter i rabatterne langs amtsvejen.
I ville måske sige at dette var farligt for os børn. Men i 1943, var der ikke meget trafik på amtsvejen som vi i øvrigt også anvendte når vi skulle spille langbold.
Mælkebøtterne var jo ikke nok.
Far havde tilladelse til at slå græs på rabatterne langs amtsvejen, til fodring af kaninerne
Sidst på sommeren blev det lange græs slået til Hø, Høet blev så sat i en stak, således der var foder til hen over vinteren.
For at høet ikke skulle brænde sammen blev der strøet salpeter ud imellem lagene.
Når Kaninerne var klar, til slagtning, blev de solgt til en opkøber inde fra Odense – Peter Rive – Han kom cyklende på en budcykel påmonteret 2 store kurve, som så blev fyldt med slagtekaniner
Kaninsteg fik aldrig selv, kun en enkel gang da far havde været så uheldig at han kommer til at slå en ihjel ved det at den kom i klemme i kaninburet, jeg ved faktisk ikke om jeg smagte det.
Men jeg kan mindes at den af pelsede og rensede kanin blev lagt i kærnemælk et døgn inden den videre tilberedning.
Vi havde også to grise gående over i baghuset hvor der ved siden af vores lokum var en grisesti.
Der var sådan at der blev slagtet en gris om sommeren og en i november.
Foderet til disse grise blev også tilvejebragt ved hårdt arbejde.
Når Bønderne på Broholmgården og Pilegården havde kørt de sidste læs korn i lade og karlene efterfølgende havde kørt arealerne over med hesteriven, fik far lov til sammen med os børn at gå markerne efter med en såkaldt kratte.
De indsamlede kornaks fyldte vi i sække hvorefter far fik de indsamlede aks tærsket og formalet ved vores nabo Laurits Larsen på Pilegården.
Det formalede korn blev til grutning og var det med til at fede grisene op sammen med affald fra køkkenhave og husholdning
Da Landsforeningen til arbejdsløshedens bekæmpelse i slutningen af krigen startede indsamling af husholdningsaffald. Som de efterfølgende kogte nede på havneterrænnet inde i Odense, fik far leveret en tønde af denne sammenkogte ret som supplement til grutningen.
Transporten foregik ved Verninge fragtmanden.
Vi satte blot den tomme tønde ud ved vejen om morgenen, hvorefter han kom med en fyldt tønde ved aftenstid.
Fragtmandenden havde sin daglige rute mellem Verninge og Odense.
—-oOo—-
Farvel til Brobyværk
Efter en lille køretur bliver båden lagt ud i anløbsstedet ved Kroen og vi får pakket og kommer afsted
det kønneste stykke af turen er afgjort her. Store lysegrønne bøgeskove spejler sig i åen, der på dette sted ikke blot er dyb, men også bred og imponerende. Jeg ved ikke, om jeg synes, et sted er kønnere når der er Svaner med, eller om Svanerne søger hen til de kønneste steder.
Nok er det, at jeg ikke kan tænke på åens skønheder uden også at tænke på Svanerne. Den store Brobygård ligger oppe til Bagbord. Vi hviler på årene og spiser stikkelsbær, altså nogle vi har købt.
Det bliver varmt i dag. Himlen er fuldstændig skyfri, og ikke en vind rører sig. Vi smider Sweateren og gnider overkroppen med Sololie.
Efterhånden ændrer landskabet karakter, og åen bliver smallere. Flade enge og udstrakte moser breder sig så langt øjet kan se. Stork Langeben er på frøjagt, og jeg forsøger i ly af siv og dunhammere at komme den ind på livet med mit Fotografiapparat – men enten er den for vagtsom, eller også er jeg for klodset, for det lykkedes ikke til trods at jeg prøver flere gange.
Her snor åen sig som en proptrækker og mange steder er vandstanden uhyggelig lav. Efter hvert sving kommer vi omtrent tilbage, til det samme sted, og vi bliver enige om at hvis åen bliver rettet ud, ville den være meget lang. Et enkelt sted veksler vi ukvemsord med en bondemand, der har inddæmmet et stykke af åen til en privat andegård. Da vi åbner den ene side af ulovlige andegård, smutter ænderne nemlig ud, hvilket han bebrejder os med stærke ord.
Vi ror imidlertid videre – der er jo længe til Mortensaften. Ved middagstid ankommer vi til Gelskov – ja undskyld at vor tidsregning er så nøje tilknyttet til det ernæringsmæssige, men for nemheds skyld har vi inddelt dagen i morgenmad, middagsmad og aftensmad, det er derfor ikke så underligt at vi gør holdt, da vores kort vise at Sallinge Kro ligger lige i nærheden.