Kapitel 6
MEN VI SKAL TILBAGE TIL BROBY.
Herude bag kirken ånde alt fred og ro, hele Nr. Broby sover til middag: vi bliver budt velkommen af et hegn med Stikkelsbærbuske og en mark med Grønærter. Ikke en gang hunden uden for porten til Aagaard gider gø. Den åbner øjnene på klem, lukker dem igen og sover videre. Lad mig, medens vi begiver os videre op til hotellet, rette den misforståelse, om Hvidhjelm og mine Krobesøg. Det er ingen soldetur, vi er ude på, alle vore skridt er nøje dikteret af vitamin – og kaloriemangel – sagt på godt dansk – vi er hundesultne, og vi er enige om , at vi vil forlange både agurkesalat og rødbeder til flæskestegen.
Hallo! Hallo! Hvad gør du på disse kanter, det er Hvidhjemls barber, som er hjemme på søndagsbesøg, og han aner uråd, da han ser os tone op i landskabet.
Gå med hjem og drik kaffe inviterede han gæstfrit, og for lige at understrege indbydelsen dukker fru Larsen op med en Lagkage i favnen.
Vi er imidlertid indstillet på et mere solidt måltid, ikke for ingenting har vi gået og udmalet det i små detaljer, skulle vi snyd os selv for rødbederne? – Nej tak. Vi lover at kigge ind på tilbagevejen, blandt andet for at få åren hel igen.
Øde og tom uden den ringeste madduft men med fine hvide nystrøgne duge byder hotellet os velkommen.
En forundret serveringsdame beklager at de kun serverer kaffe – hvis vi har medbragt mad, må vi gerne spise den siger hun, men de har ingen middagsmad.
Vi iler ud igen – og skynder os efter Barberen og Lagkage.
Det bliver til et par hyggelige timer i haven. Først rundt og smage på havens frembringelser vi er midt i stikkelsbærtiden, og fru Larsen har ikke fået pillet af til årets syltning endnu. Et krus hjemmebrygget øl skyller støvet af ganen, og trøster de indvendige organer for middagsmaden der blev væk. –
Jeg ved ikke, om disse hyggelige og rare mennesker har været klar over, hvad det vil sige at invitere et par sultne pramdragere på kaffe og lagkage, nok er det men s vi sidder i det hyggelige lysthus og bytter rygte, forsvinder lagkagen stykke for stykke. Og nu skal jeg irritere dem kære læser – efter kaffen blev der budt på cigarer – rigtige menneske cigarer uden omblad.
Jeg er for længst holdt med at ryge, og i dag kan jeg gå rundt og sprede glæde om mig ved at sige: Nej tak. Jeg glemme aldrig værtens øjne, da han stopper æsken i lommen igen. Jeg er sikker på, han synes at jeg er et mere nobelt menneske end Hvidhjelm.
Vi tar afsked med vore gæstfrie – Værtsfolk – Barberen følger os på vej, og fortæller hvilke gård der er Sognefogedens og hvilke gårde der har skiftet ejer siden han var hjemme sidst.