Kapitel 13
Jeg er til sinds at holde fyraften, rejse telt og gå til ro, men Hvidhjelm er utrættelig, han vil videre. – Nå en ferie skal jo også være til afveksling af det vante, så lad ham bare hænge i. Jeg sider nede i båden og holder me den ene årer Queen Mary fri af åbredden, medens Hvidhjelm går oppe på land og tækker.
Henne ved Øster Hæsinge gør jeg protest. Jeg vil i land og sove. Åen er nu blevet ganske smal, man kan let spytte fra den ene bred til den anden. Vi hopper i land, det vil sige land er så meget sagt. Underbunden er i hvert fald flydende.
Det drivvåde engstykke er uegnet som lejrplads, så vi må et stykke op med bagagen inden vi kan rejse telt. Da teltet er rejst, begynder vi vores sædvanlige aftentur til den nærmeste gård efter vand. Det er en billig solnedgang i aften, jeg mener, det er en solnedgang som man ser på skægmalerier eller 5 øres postkort. En af de solnedgange der kun er smukke når de opleves, ikke når de gengives.
Køerne er her som alle andre steder stærkt interesseret i vort lille cirkus, men vi har stille vores telt op i ly af et elektrisk hegn, så for vores skyld kan de bare komme nærmere, det var den eneste gang på hele turen, vi var direkte frastødende.
Grundet på Hvidhjelms energi er klokken blevet næsten elleve, så vi må list på tåspidser ind på gårdspladsen. Det er med såre dårlig samvittighed, man lister ind på en fremmed mands ejendom efter mørkets frembrud, selv det kun er for at stjæle lidt postevand.
Pumpen en gammel sekskantet træpumpe, hyler og klager sig ved hvert et pumpeslag, og vi venter på, at vinduerne skal åbnes, eller hunde løsslippes på os. Alt forløber vel, og vi kommer hjem til lejren med vort kaffevand. Da vi skal til at tømme båden opdager vi en lille fisk svømmer rundt nede i bunden, men hvordan den er kommet der, aner vi ikke.
Det er en dårlig lejrplads vi har fundet i aften, teltbunden er hård som asfalt og terrænet er ikke plant. Jeg triller hele tiden ud til højre, meget omhyggeligt har jeg undersøgt pladsen inden jeg lagde teltbunden, men alligevel ligger der en lille skarpkantet sten, og irriterer hver gang jeg ligger på siden. Over i Hvidhjelms halvdel ligger der også en sten, den har jeg lagt sammen med en teltpløk lagt ind under teltbunden, men han mærker det åbenbart ikke før i morgen.
Vi vågner tidligt, intet her frister os til at sove længe – En Vogterdreng er i færd med at fjerne det elektriske hegn, så vi skynder os at træde ud af køernes morgenmad. Nu er åen så smal at vi ikke kan gå på hver side af Queen Mary. Hvidhjem går foran stævnen, og jeg skubber på agter. Det er på dette stykke jeg har tabt al respekt for Odense å, det er faktisk kun en rende. Trods det der ikke er noget at dele, spalter vandløbet sig i to grene. Den ene gren, Silkeåen løber mod Brahetrolleborg, og den anden løber mod Arreskov sø.
Vi følger Odense å, og lader Silkeåen passe sig selv. Vi har gået og klaget hver gang, vi skulle ud og skubbe Queen Mary, men der intet imod det, der nu venter os. Queen Mary skal bæres, vi tæller til tre, løfter i hver side, løber en halv snes meter frem og sætter den igen. Det gentager sig nogle gange – så bliver også det trættende. På begge sider af åløbet rejser sig høje Skrænter – jo, jo, der er plads til vand.
Vi tømmer båden for al bagagen, som vi bærer på vores skuldre, ind gennem skoven hen til sluseværket ved Arreskov sø. Der er mere bagage end vi kan klare på en gang. Nu er Hvidhjelms laksko slidt o. Jeg må lade de sidste rest i stikken ude i dyndet og soppe videre på bare tæer. Bunden stikker hist og her, men der er Krebs. Åen løber ind i et cementeret sluseværk – altså op over den høje skovbevoksede skrænt med Queen Mary, og ned igen på den anden side af sluseværket.
Møllekonen er ved at hænge tøj ud til tørre, og en 3 – 4 små solbrændte møllerbørn løber omkring og leger. Det er en perle af romantik og fortid på dette sted. Vi får et glas koldt brøndvand ovenpå strabadserne, og regner det værste for overstået.