Op – A – AA OG GAA

Kapitel 9.

Jeg vil inden dagens afsnit om Knud og Pouls Sejltur, lige vende tilbage til mine barndomserindringer.

 

Barndomshjemmet

I det lille hus på bakken assensvej 127, boede vi i året 1943, 6 personer. Mine forældre, min storebror Rasmus. min tvilingesøster Karen, min lillesøster Lise og mig.

Mine ældre søskende var på dette tidspunkt kommet ud at tjene.

Min ældste storebror Peter var ansat hos Laurids Larsen på Pilegården i Bellinge.

Storesøster Ruth var køkkenpige på Hestehavegård I Hjallelse.

Min anden storesøster Ellen havde fået plads hos mors tidligere madmor i Espe.

Min næst ældste storebror var ansat som karl hos præstegårds forpagteren i Knarrerborg.

I stueplan var der 2 entreer, 1 køkken 2 stuer, og et soveværelse det samlede grundareal var godt 40 kvadratmeter. Dertil kom vores soverum et ud isoleret loftsværelse.

Jeg vil lige indskyde, at den ene stue, var en såkaldt stadsstue, hvor vi kun kom ind ved højtiderne.

I de hårde vintre i fyrrerne var der ikke meget luksus som prægede vores loftsværelse.

Jeg erindrer hvorledes mor varmede store sten i brændekomfurets ovn, disse sten pakkede hun ind i aviser, hvorefter hun bar dem og lagde dem i vores senge. Ellers kunne disse godt minde om en Dybfryser.

Vi kunne god vågne om morgenen og opleve at vores ånde havde dannet et tyk lag is på værelsets vindue.

————————-ooOoo——————–

Tilbage til Odysseen

Brobyværk Kro

 

Klokken er blevet henved 10, da vi ankommer til Broby værk kro.

Vi bestiller værelser og går ovenpå for at vaske os og finde skilningen,

lidet agtende på at den lille viser går forbi det tidspunkt, efter hvilket myndighederne har forbudt servering af varm mad.

Friske, rene og så pæne som vi nu engang er fra naturens hånd, begiver vi os ned i skænkestuen, og beder om spisekortet. Med tålmod og selvbeherskelse modtager vi Servetricens besked om, at der ikke må serveres varm mad efter kl.22 >> Med lov skal man land bygge <<, men der må være grænser for byggeriet, en ting er sikker og vis, de gode Medborgere, der har forfattet omtalte lov. Er aldrig trætte og sultne ankommet til en kro efter kokken 22.

Man kan lærer så længe man lever Spejlæg er ikke varm Mad – Hurra – vi bestiller 4. – Vi sidder og falder i tanker ved et par Odense pilsnere, og det går langsomt op for mig, at når spejlæg ikke er varm mad, så er æggekage det heller ikke. Jeg lister derfor ud i køkkenet for at blande hvider og blommer sammen. Ude i køkkenet træffer jeg den yndigste kokkepige, med et overskud af intelligens. For at æggene ikke skal svide på, har hun lagt et lag af kød og kartoffelstykker, g vi fik den samme ret som på Frank A kaldes for biksemad. – jeg har aldrig set så meget biksemad på én gang, og den lille serverings pige lader da også et par ord falde om, at vi da ikke skal gå sultne fra bordet. Men ak, da hun bardet tomme fad bort, forlangte vi ostemad og mere øl.

Vi sidder ved et vindue der vender ud mod et vejkryds, og vi har oversigt over 3 af de 4 veje. Solen er for længst gået ned og et vidunderligt tusmørke har sænket sig over landskabet Det er akkurat så mørkt, at cykellygterne kan gøre sig bemærkede, og det er så lyst at kan skelne alle de vejfarende. Charabang med to tunge heste for svinger om hjørnet, og det kniber for hestene at hold igen ned ad bakken, en tæt pakket Rutebil holder an og får endnu en cykel læsset på ryggen.

Uden for vinduet står en ung karl med sin pige de holder hinanden i hånden. De tegner som silhuetter mod den rød grå aftenhimmel. De taler frem og tilbage om det, men slutter med et Godnatkys og går hver til sit.

Klokken er 23, og der lukkes. Nu er det altså ikke fordi de skal tage til Brobyværk kro på søndag, men Hvidhjem fik altså en pakke cigaretter til kaffen.

Jeg har tidligere i min beretning efter et natligt ophold i en høstak udtalt, de godt måtte have alle Danmarks hotelsenge for mig, men det ment jeg alligevel ikke.

Efter en anstrengende dag, at kunne kravle i en seng som denne – ganske vist duftede den ikke af hø, men af 80% sæbe, og jeg tror, at dynerne er stoppet med edderdun så dan føles det i hvert fald.

Hvidhjelm sover allerede, men han har løjet for mig, har han, han har sagt at han ikke snorkede – men himmel og hav hvor han skraber, at han selv kan sove i sådan en støj. Enten er han holdt op med at snorke , eller også har jeg vænnet mig til Spetaklet, for næste morgen vågner jeg frisk og udsovet.

Vi får morgenkaffe complet på kroen. Dejlige blødkogte æg, med små strikkede kyllinger om til at holde dem varme. Købmandens lille hund har bedt sig selv med til morgenbordet, den følger med øjnene hver bevægelse, og nu og da falder der en stump ned i gabet på den.

Vi går rundt i byen for at se, hvordan vi lettest kommer igennem med
Queen Mary. Efter en lille tur, der ender med proviantering af Stikkelsbær og smør, bliver vi enige om, at det letteste bliver at lade Krokarlen hente den på den anden side af slusen med hest og vogn.