OP-A- AA OG GAA

4. kapitel

 

Fyn – den ene heste familie efter den anden og alle med små føl som græsser på engen langs åen.

Vi har fundet på en hel ny teknik, vi går på land og skubbe båden foran os når vandstanden er for lav, og det er den temmelig tit på dette stykke. Vi har beregnet at være i Nr. Broby samme aften men vi har regnet forkert.

Da vi kommer til Borreby, gør vi holdt under broen – en vældig tordenbyge med meget store hagl drager hen over. Der ly under broen med det trækker nederdrægtigt. Mens vi gemmer os for uvejret, kommer en ung pige løbende fra en af gårdene iført badekåbe – hun smider kåben og hopper i åen – der er mange måder at tage en tordenbyge på. Vi får madkasserne frem, når vi alligevel skal vente her, kan tiden jo lige så godt gå med noget fornuftigt – vi tilfreds stiller vores sult og lader Nr. Broby ligge til i morgen. Det er vanskeligt at sidde på sådan en tofte og skære brød og smøre mad, og hver gang jeg har fået en pæn skive filet af snupper Hvidhjelm den, som sagt, sød og rar, det er han – men fin, det er han ikke. Nå bygen holder op – Pigen går i land og vi ror videre. Solen er så småt ved at komme ned i horisonten, men dens stråler kan endnu nå at forgylde tagene i Solevad og Hjelmerup. Af at gå igen. Et rigtigt nederdrægtigt stykke for resten.

Å kanterne er forsynet med pigtråd og vandstanden varierer for hver meter. Somme tider må vi bærer båden, og somme tider går vandet over knæene. Min højre vadesko bliver hængende i dyndet.

Hvor er det vanskeligt at finde en laksko i en dyndet å bund, men det lykkedes for Hvidhjelm.

Det er noget ubeskriveligt kønt over sådan en lun sommeraften ved et vadested. Bønderkarlene er nede og skylle hestene efter en svedig arbejdsdag, og de benyttede lejligheden til at få et bad selv.

Vi blev enig om at stoppe strabadserne for den dag og gå i land.

Båden bliver tømt og trukket på land med bunden i vejret ikke langt fra os var der en ideel lejrplads med høstakke. – Vi får rejst telt, og alt det våde tøj bliver spredt ud for at tørre. Bevæbnede med tommeflasker og en kaffekande begiver vi os mod den nærmeste boplads. Der er ingen sprogvanskeligheder, vi forstår hinanden, og erfarer at stedet heder Vittinge.

Kender de det – sådan en sommeraften – når solen går ned, at gå langs en kornmark og tykke på hvedekorn? Det er ubeskriveligt dejligt. Det er ikke fordi hvedekornene giver nogen erstatning for hvedebrød, men så er man så dejligt beskæftiget – uden at bestille noget – og tankerne kan rigtigt få lov til at boltre sig. Nu er vi hjemme ved teltet. Primussen kommer frem og kaffekanden kommer over ilden. Hvorfor køber folk lydløse brændere til et primusapparat – og gør sig den vidunderlige lyd fattigere?

Hvidhjelm laver kaffe, og jeg ligger på ryggen med armene under nakken og kigger op på stjernerne, bare der dog var en klode hvor alle der ville slås ku’ være – så kunne vi andre have det så rart.